Fra overlevelse til livskraft 

Professionel støtte til dig, der har levet i svære relationer – og nu vil leve frit.

Psykoterapi med nærvær og retning

Føler du dig fastlåst i livet, i relationer eller i dig selv?

I min klinik i Esbjerg Ø tilbyder jeg terapi og coaching i trygge rammer – med plads til både det svære og det livsbekræftende. Sammen undersøger vi dine mønstre, følelser og behov, så du kan finde ro, styrke og retning.

Du er velkommen – præcis som du er.

Heidi


OM MIG

Jeg hedder Heidi Kallesøe Møller, og jeg har arbejdet med mennesker hele mit voksenliv.

Min faglige rejse begyndte i folkeskolen, hvor jeg blev uddannet lærer i 1999. I 2011 skiftede jeg spor og har siden arbejdet med unge i misbrug, unge i sårbare og udsatte positioner – og unge med selvskade og personlighedsforstyrrelser. Jeg har også været plejefamilie, og det har givet mig en dyb forståelse for, hvad det vil sige at være tæt på nogen, der har det svært.

Siden 2015 har jeg været leder i en ungdomsskole, og i 2020 blev jeg færdiguddannet psykoterapeut. Jeg har siden suppleret med en diplomuddannelse i ledelse, og jeg kombinerer i dag min erfaring med både undervisning, ledelse og terapi i mit arbejde med mennesker i alle aldre og livssituationer.

Jeg arbejder terapeutisk ud fra en integral tilgang og altid funderet i min træning. Derudover har jeg en veludviklet spirituel side, som jeg trækker på efter aftale med min klient. 

I min klinik i Esbjerg Ø tilbyder jeg terapi i en hjemlig og tryg atmosfære, hvor der er plads til hele dig – både det, der gør ondt og det, der længes efter udvikling.

Jeg tror på, at man som terapeut aldrig bliver "færdig". Derfor modtager jeg selv terapi og deltager løbende i supervision – for at kunne møde dig med klarhed, nærvær og faglighed.

Du er hjertelig velkommen til at kontakte mig, hvis du er nysgerrig, i tvivl – eller bare har brug for at blive mødt. 


Terapi med plads til hele dig

Hos mig er der rum til både det svære og det livsbekræftende. Jeg tilbyder psykoterapi til dig, der står midt i en livskrise, bærer på sorg, ønsker personlig udvikling – eller har brug for støtte som pårørende til en person med narcissistiske træk.

At være tæt på en narcissist kan være dybt udmattende og forvirrende. Måske oplever du gaslighting, manipulation eller følelsesmæssig afstand, og det kan være svært at finde tilbage til dig selv. I terapien arbejder vi med at genopbygge din selvfølelse, sætte sunde grænser og forstå de mønstre, du har været fanget i – så du kan stå stærkere i dit eget liv.

Men terapi hos mig handler ikke kun om relationer. Det handler også om dig. Om dine drømme, din udvikling og din trivsel. Jeg støtter dig i at finde retning, bearbejde svære følelser og skabe forandring – uanset om du kommer med stress, sorg, lavt selvværd, eksistentielle spørgsmål eller bare et ønske om at forstå dig selv bedre.

Jeg tilbyder også coaching, hvis du står over for valg, forandringer eller ønsker at styrke din personlige eller professionelle udvikling. Sammen finder vi frem til dine ressourcer og næste skridt.

Du er velkommen, præcis som du er.

Psykoterapi – en vej ind til dig selv

Psykoterapi er til dig, der ønsker forandring i dit liv.

Måske føler du dig fastlåst – i dig selv, i dit parforhold, i dit arbejde eller bare i livet generelt. I terapien tuner vi os ind på det, der roder, støjer eller gør ondt. Det, der kalder på opmærksomhed.

Måske har du været i terapi før, eller måske er det første gang. Lad mig afmystificere med det samme: at gå i terapi er en invitation til endelig at finde hjem i dig selv.
Du vil ofte opleve et rørende nærvær med dig selv, når du begynder at mærke dine egne grænser og behov.

Min opgave som terapeut er at understøtte din udvikling – med kærlighed, respekt og faglighed.

Mange mennesker oplever skam, forkerthed, følelsen af at være for meget eller for lidt – eller har en adfærd, de ikke forstår eller ønsker at ændre. I terapien går vi bag om adfærden og undersøger, hvilken funktion eller belønning den har haft.
Når vi ser, hvordan vores mønstre har været en slags "hjælper" i svære følelsesmæssige situationer, kan vi begynde at re-orientere os og skabe nye veje.

Eksempler på uhensigtsmæssig adfærd kan være:

  • Misbrug
  • Spiseforstyrrelse
  • Selvskade
  • Medafhængighed
  • Kærlighedsafhængighed

Du er velkommen – uanset hvor du står, og hvad du kommer med.


Uddannelse 

2025   - nu     TRE kursus 

2020 - 2020  Certificering Psykoterapeut MPF

2016 - 2020
  ID Academy - psykoterapeut uddannelse 

2022 -  nu     Diplom i ledelse 

2015 - nu    Pædagogisk leder ved                       UngEsbjerg

Erfaring

600 timer psykoterapeutisk samtale erfaring pt.


Plejefamilie
Udsatte og sårbare unge
Misbrugsvejleder
Unge med selvskadende adfærd 


Prisliste 


Frem til 31. december 2025 kan du bestille tider i tidsrummet:


Hverdage: fra kl. 17.00 - 21.00

Lørdag: kl. 09.00 - 16.00;

Pris; 900,-


Fra januar 2026

Fredag: 08.00 - 17.00: 900,00 kr. 

Lørdage: 08.00-16.00 samt hverdage efter 17.00; 1125, 00 kr.   

MPF

Medlemmer af Dansk Psykoterapeutforening må anvende titlen psykoterapeut MPF, som står for 'Medlem af Dansk Psykoterapeutforening'.

I Danmark er titlen 'psykoterapeut' ubeskyttet. Alle kan i princippet sætte et skilt på døren og tage imod klienter. Derfor er titlen psykoterapeut MPF et kvalitetsstempel, da den stiller en række krav til terapeutens uddannelsesbaggrund og erfaring.

Medlemmerne i Dansk Psykoterapeutforening har en fireårig psykoterapeutuddannelse sammen med en forudgående uddannelse. Det betyder, at en psykoterapeut MPF er to-faglig.

En psykoterapeut MPF er uddannet til at praktisere psykoterapi. Der findes mange forskellige retninger og metoder inden for psykoterapien, men fælles for alle de retninger, der repræsenterer MPF-titlen er, at de bygger på forskning og anerkendte teorier.

Kilde: https://psykoterapeutforeningen.dk/psykoterapi/hvad-betyder-titlen-psykoterapeut-mpf

Bestil en session

Hjertelig velkommen og tak fordi du rækker ud. Her kan du skrive ganske kort om hvad du ønsker i et terapi forløb. Jeg kontakter dig indenfor 24 timer. 

Heidi Merethe Kallsesøe Møller - Psykoterapeut MPF

Adresse: Granlunden 100, 6705 Esbjerg Ø, Danmark

CVR 41346906